Psst! – her er en bog, der tør tage den 12 åriges alvor alvorligt

Der er flere grunde til at juryen, efter at have set på alle de illustrerede børne-ungebøger med danskbosat illustrator udkommet i 2013, uden at vakle valgte, at det var «Pssst»! der skulle præmieres.

Først og fremmest er «Pssst!» den bog, vi ikke vidste, at vi havde savnet, men som nu, hvor den er her, synes som et uomgængeligt værk i den litteratur, der retter sig mod tweengruppen, men som både yngre og ældre læsere også kan have glæde af. Det er et værk, hvor tekst og billede på lykkelig vis integreres og danner en tredje helhed. Tekst og billede er to lige-værdige spor, der smelter sammen i beretningen om at være 12 år og hedde Viola. «Pssst!» er en bog, der emmer af overskud og visuel – og tekstlig – men her handler det om billeder – fortælleglæde.

Helt uden ironi
«Pssst!» handler om den helt almindelige 12 årige pige Viola, og det er hende, der er fortælleren. I modsætning til mange andre «pigebøger», er «Pssst!» helt uden ironi. Den er 100 % loyal med Viola og hendes iagttagelser og overvejelser og løfter aldrig blikket ud for at hente point hos den voksne læser. «Pssst!» tør være alvorlig, og nogen gange næsten altmodisch, i en MGP tid, hvor vi måske har glemt, hvor pokkers alvorligt det er at være barn.

Børnebogsforfatteren – blandt meget andet – Thomas Winding talte om, at man måtte huske, at et barn også allerede er et gammelt væsen. Og lige præcis den dimension: at barnet lever med de største spørgsmål og forholder sig direkte til livets store spørgsmål, er en væsentlig pointe i «Pssst!». Romanen formår ubesværet at skifte register, at gå fra det konkrete til det eksistentielle. Viola mister sin farfar, og det helt konkrete tab af ham, fører videre til eksistentielle overvejelser over, hvad der sker, når man er død, og hvor man var, før man blev født. De skiftende erfaringer af at blive sammenlignet med far, når man er hos mor, og med mor, når man er hos far, af at være for tynd i den enes øjne, og for tyk i den andens, fører til både naturvidenskabelige overvejelser over hvordan biologien egentlig fungerer og til mere eksistentielle overvejelser over, hvem dette lille jeg, Viola 12 år, egentlig er helt i egen ret.

Et stort visuelt register
Clante folder et stort visuelt register ud. Her er tegningen af Violas opslagstavle, hvor computeren har hjulpet med det, som de hollandske Trompe l’œil malere selv måtte male, som f.eks. den ophængte hårtot, mens tegneren med egen hånd har tegnet skilsmissebarnets familieportrætgalleri i form af små pasbilleder. Her er tegninger af kort og fotos. Billeder af billeder, af de billeder, som udgør et barns verden. På trods af dette faktisk ret store repertoire af billedtyper og referencer, så har «Pssst!» et overordnet homogent udtryk. Det er ikke en forvirrende visuel oplevelse, derimod har man en oplevelse af, at tingene hænger sammen. Læseren føler sig i kærlige hænder, både visuelt og tekstligt. Måske er «Pssst!» også blevet så fuldendt, fordi Katrine Clante ikke kun har været tegner, men også grafiker på værket, og altså dermed har kunnet følge Viola helt til dørs.

Der er taget fra forskellige genrer og medier såsom tegneserien, stilehæftet, encyklopædien, poesibogen, dagbogen, påklædningsdukkearket, stillebenet. Collager med indklippede fotografiske indslag forenes fint med Clantes mere skitseagtige nedslag i dagliglivet. Clante er hele tiden solidarisk tæt på i sin registrering af, hvordan det er at være menneskekrop og sind, og indimellem specifikt pige, på 12 år netop nu. Det fine er, at dette netop nu, som jo viser sig ved at værket udspiller sig i en nutid med computere, mobiler osv., samtidig virker ret eviggyldigt, og i alle fald vakte megen genkendelse hos juryens bestemt ikke 12 årige medlemmer. Sådan er det, på én gang at være en gammel sjæl og en lille usikker nybegynder, der det ene øjeblik tænker over livet før og efter døden, det andet prøver at finde sin plads i pigegruppen. Sådan er det at være stedt i en krop, der vokser uregerligt, helt ude af kontrol, og underlagt en kultur, hvor lykken sælges i form af forbrug. Clante er taget på en lystfuld eksperimentel rejse udi Violas univers, og evner på en gang at skabe konsistens og variation med sin lette streg og klare og naivistiske farvepalet kombineret med computerens tekniske muligheder. Farveindtrykket er lyst, trods de også mørke indslag, og spejler den her på mange måder ret stærke piges livsindstilling.

Portræt af kunstneren som hvalp

«Pssst!» er en comming of age fortælling, en rejse fra barn til ung pige, men også en snip af et «portræt af kunstneren som hvalp». Det er en visualisering af, at tegningen er et sprog, som man kan klargøre sin tanker med, som man kan formulere sine oplevelser igennem og som faktisk kan forandre ens verden. For det er jo det, Viola gør. Hun tegner, hun klippeklistrer, hun skriver i de skolehæfter som ligner ens egne, præcis med ternede figurer i de kvadrede og krimskrams i alle hjørner. Vi ser pigens hånd, der tegner, hvordan afkommet fra et møde mellem frø og giraf ser ud, vi læser med i Violas let nussede stilehæfte om, hvordan det var at være hjemme hos mormor, det er hendes collager, der med store bogstaver spørger «Hvem er jeg».

Den meget savnede farfar havde en redning på alt – han brugte sin kunnen som snedker til at lave endnu et smukt bord. Kunsten, det at blive god til noget, og det at udtrykke sig, betyder noget og får lov til at gøre det i denne bog. Som når Viola lader sig inspirere af Søren Ulrik Thomsens «Det værste og det bedste» og i sin dagbog (?) skriver: «det bedste er at finde en sankthansorm/ og det værste er at slå den ihjel.» Sidst i bogen får Viola en kunstnerisk oplevelse af de helt store. Hun går ind ad en forbudt dør på skolen og ender i et musikrum, hvor der bliver spillet på flygel. Hos Clante bliver musikken til en vildt voksende farve og formeksplosion, men også et tæppe man kan løfte og kravle ind under. Og måske kan man her, i denne særverden, finde en beslægtet sjæl.

For det er jo også det, det handler om. At finde sig selv, og at finde de andre. At træffe de rigtige valg, ikke bare blindt at følge med den stærke i gruppen, men huske, at nu er det Anna, der er ude, for et øjeblik siden var det en selv, og hvem er man så, hvis man glemmer hende. Man er noget i sig selv, men man bliver også til i relationen, og «Pssst!» og Clante formår virkelig at få spændt disse to poler i identitetsdannelsen ud.